Seneste nyheder

Afstemning om den kommunale overenskomst OK24
21. marts 2024
Læs nyhed
VIGTIGT!! Vedr. afstemning af ny kommunal overenskomst
08. marts 2024
Læs nyhed
Fornyelse af Falck overenskomsten 2025
04. marts 2024
Læs nyhed
Se alle nyheder

LFDB's lange kamp i samarbejde med Bjarne Laustsen bar frugt idag

15. december 2017

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre lemper dagpengereglerne for deltidsansatte brandfolk og de mange frivillige, der deltager i beredskaber, så deres frivillige indsats ikke bliver modregnet i dagpengene eller efterlønnen.

15. december 2017

Frivillige brandfolk og personer, der deltager i frivillige beredskaber som fx Hjemmeværnet og kystredningsberedskabet, skal ikke længere fradrages i dagpengene eller efterlønnen for den samfundsnyttige indsats, de leverer. Og deltidsansatte brandfolk skal ikke omfattes af den såkaldte varighedsbegrænsning på supplerende dagpenge. Det er to hovedelementer i den netop indgåede aftale, som skal være med til at fremme, at det fortsat er muligt at tiltrække frivillige til beredskaber i hele landet.

Der gælder i forvejen lempeligere dagpengeregler for personer, der varetager et borgerligt ombud. Det gælder fx byrådsmedlemmer, nævninge og domsmænd. Baggrunden er, at de udfører opgaver, som samfundet reelt ikke kan undvære. Med aftalen sikres det, at deltidsansatte brandfolk og frivillige beredskaber bliver sidestillet med personer, der varetager et offentligt ombud, så der gælder de samme og mere lempelige dagpengeregler for dem.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”Jeg er utroligt glad for, at vi har fået en bred politisk aftale på plads, der lemper dagpengereglerne for deltidsbrandfolk og frivillige, der aktivt indgår i vores beredskaber. Det har vi gjort, fordi det frivillige beredskab og deltidsbrandfolkenes organisation har fortalt, at de nuværende regler holder folk tilbage fra at melde sig. Sådan må det jo ikke være. Vi skylder de mange deltidsbrandfolk og frivillige i beredskaber, at vi som samfund anerkender den kæmpe indsats, de yder. Med aftalen slår vi fast, at de udfører et samfundsnødvendigt og ofte livreddende arbejde, og derfor skal der gælde lempeligere dagpengeregler for dem. Vores dagpengesystem må ikke være en hæmsko for, at danskerne melder sig frivilligt til at slukke brande, redde menneskeliv og skabe tryghed i lokalsamfundet.”

Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen, siger:

”Det er en god dag for hele landets frivillige brandmænd og beredskabsfolk, som nu får bedre vilkår i deres daglige virke med at redde liv. Den løsning vi i dag præsenterer, hvor vi gør det lettere at få dagpenge for vores frivillige deltidsbrandmænd og beredskabsfolk har været længe undervejs og været ønske af mange, hvilket kun gør glæden over dagens aftale endnu større."

Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, siger:

”Jeg er glad for, at der er blevet enighed om, at deltidsbrandmænd der er på dagpenge, ikke mere skal være omfattet af tidsbegrænsningen på 30 uger for supplerende dagpenge, når de er ude som brandmænd. Samtidig skal der ikke længere ske modregning i dagpenge og efterløn, når man modtager rådighedsvederlag, vagttillæg, personlige tillæg m.m. Dette er et længe efterspurgt ønske fra Deltids-brandmænd, Hjemmeværn og beredskaber, der nu er blevet enighed om.”

Beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen, siger:

”Dagpengesystemet skal selvfølgelig ikke stå i vejen for mennesker, der vil slukke brande og redde liv. Så jeg synes, det er helt på sin plads, at vi lemper dagpengereglerne for deltidsbrandfolk og frivillige i vores beredskaber.”

Beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, siger:

”Jeg er rigtig glad for, at mennesker, der arbejder deltid som brandmænd og melder sig frivilligt i beredskabet, nu får bedre adgang til dagpenge. Dagpengereglerne må ikke være en hindring for at engagere sig i så vigtigt et arbejde for vores samfund.”